mandag den 3. oktober 2011

Sex and the island har holdt flyttedag

Min weekend er simpelthen gået med flytning af bloggen.
Derfor vil du fremover kunne finde mig her i stedet: http://sexandtheisland.dk

Der ligger også allerede nye indlæg siden sidst.

Vi ses derovre! :-D

torsdag den 29. september 2011

Jeg er en uspecificeret dater...

I min evige søgen på inspiration klikkede jeg mig ind på www.datingnyt.dk
Det forpligter jo sådan at gøre mig klog på dating. Jeg må researche på mit materiale.

Overskriften lød:
Dating; 5 forskellige datingprofiler, Hvem er du? 

Dét synes jeg lød vældig spændende og jeg så frem til at få puttet mig ind i en dating boks. Vi mennesker fungere jo ikke særlig godt uden bokse og mærkater. Det ved enhver.... Eller?
Mine valgmuligheder er følgende:
1. Den romantiske datingprofil
2. Den flirtende online dater
3. Datingprofilen som vil være din ven
4. Vil ha sex profilen
5. Den gifte datingprofil, der agere single
- se betingelserne for de forskellige her: www.datingnyt.dk


Inden jeg læste "kravene" var jeg allerede i tvivl.
Synes jo både jeg er romantisk, flirtende, venskabssøgende, øhmn.. ved min mor er begyndt at læse min blog, så sorry mor - men jeg passer også ind i overskriften vil ha sex profilen.
Jeg er ikke gift, ikke så vidt jeg ved. Så 4 ud af 5 indtil videre.

Jeg må lave min egen datingprofil - og evt. sende den til de mennesker der står bag datingnyt.dk

Den uspecificerede dating profil
Denne dating profil er umulig at gennemskue ved første øjekast. Den giver meget af sig selv, men er alligevel meget tilbageholdende.
Den er åben og nysgerrig. Søger nye venskaber, flirts, bekræftelse, eventyr og ikke mindst den store kærlighed. Til sidstnævnte ved den uspecificerede dater præcis hvad den ønsker sig og ikke mindst hvad den ikke ønsker sig.
Den har prøvet gamet før og går ikke på kompromis med sig selv i sin jagt på kærligheden. Den er fair og melder klart ud hvor den er i sit liv, spilder hverken sin eller andres tid på at pakke alt for meget ind.
Den uspecificerede dater er næsten altid et spændende bekendtskab.

Jeps, ovenstående det er sådan ca mig. Den uspecificerede dater. Så fik vi den på plads.




onsdag den 28. september 2011

Jeg er blevet gammel....

..altså ikke sådan pensionist gammel. Mere sådan voksen og tænksom gammel.
Både fordi jeg har lyst og fordi jeg bliver presset til det.
Sidst jeg rendte rundt og fornøjede mig på singlernes jagtmarker var det så enkelt. Ikke så meget at tage stilling til.. Bare sjov og ballade indtil den rigtige dukkede op og vi byggede en lille rede.

Det er vel omkring et halvt år siden jeg oprettede min dating profil. Først var det for at trøste mig med der var smukke piger derude der blot ventede på jeg var klar til at møde dem. Senere blev jeg jo så også klar til rent faktisk at møde nogen af dem.
Men hey hov! Intet er som det plejer at være. Det er jo lige pludselig voksne kvinder jeg kommunikere med. Ikke forvoksede teenagere (eller jo, dem er der vel et par stykker af..) som i de gode gamle dage.
Det er kvinder med børn, der er kvinder der har været gift, der er kvinder der gerne vil ha børn snart, der er kvinder med eget hus og kvinderne ved hvad de vil og hvad de vil ha.
Jeg synes det er fedt! Fedt vi alle er blevet ældre, har vores erfaringer, begået en fandens masse såkaldte fejl og efterhånden ved ret meget om hvem vi er og hvad vi vel.

Det jeg har måttet tage stilling til er det med børn.
Der er virkelig mange kvinder med børn, rigtig mange synes jeg. Og hver gang jeg sidder og lure billeder - ser noget jeg kan lide og klikker mig ind på profilen, ja så er der et barn med oven i hatten.

For et par år siden besluttede jeg mig for ikke at ville ha børn.
Min daværende kæreste var med på den beslutning. Vi ville begge leve egotilværelsen, med vores gadehund som vores lille baby.
Jeg vil stadig ikke ha børn. Der er ikke noget indre ur der tikker, ikke så jeg kan hverken høre eller mærke det.
Så er der selvfølgelig lige det faktum at jeg er single. Jeg bor hjemme ved min mor. Jeg er sygemeldt med stress. Ikke faktorer der sætter gang i den vilde planlægning omkring familieforøgelser. 
Som med alt andet her i livet, så vil jeg ikke udelukke at lysten skulle komme.

Pakkeløsninger. Det er her jeg har skullet tænke mig en smule om. Eller faktisk en del. For børn er bare ikke for sjov. Jeg tager børn meget seriøst.
Jeg er nået frem til jeg er åben overfor pakkeløsninger. Det er jo ikke farligt og jeg har fundet ud af jeg er ret tosset med børn. Oftest er det gengældt. Børn kan også godt lide mig.
Sådan noget finder man ud af når man får sig nogen ualmindelig søde niecer og nevøer. Jamen, jamen, jamen de kære børn! Kærlighed siger jeg bare!
Så meget sjov man dog kan ha ud af de små størrelser.
Så status er: Jeg er klar på at skulle være bonus mor. Men kun på den betingelse af det bliver min titel. Bonus - jeg har altid gerne villet være en bonus, og jeg er helt sikker på jeg vil kunne leve rigtig fint op til titlen.






Fra pauseklovn til facebook-luder..

Der er snart ikke det jeg ikke har holdt pause fra i 2011.
Livet kom på pause. Damer kom på pause. Musik kom på pause. Nyheder kom på pause. TV kom på pause. Mennesker kom på pause. Facebook kom på pause - listen er lang.
Nu er pauserne ved at være slut.

Livet begynder at trække i mig for alvor. Jeg mærker det på nogen finurlige måder. F.eks. er jeg blevet voldsomt doven. Om det generelt er et logisk tegn på at stress er ved at fortage sig, det skal jeg ikke kunne sige, men det virker ret åbenlyst for mig.

Facebook er tilbage i mit liv. Ja, så meget at jeg faktisk blev kaldt facebook-luder igår. Jo, hende Majbrit hun kan noget med sit sprog.
Det er så fedt at være tilbage! Jeg har godt nok ikke savnet det. Ikke manglet det. Der var simpelthen ikke plads til ligegyldige opdateringer, kædebreve osv. i mit liv.
Ikke desto mindre er det en stor fornøjelse at logge på hver dag. Tage mig en lille chat og kommentere på en status - det er da bare hyggeligt!

Man kan både se og høre mig dagligt ude i naturen, hvor jeg render rundt og synger lystigt med på sange af "Dodo and the dodos", "Silas og Kat", "Abba" og "Roxette" - blot for at tage et par eksempler. Musikken er i den grad tilbage, og jeg nyder den i fulde drag :).

Nyheder er jeg stadig ikke tosset med. De er ikke helt så meget på pause som de har været, men helt ærligt, jeg orker ikke høre om verdens dårligdom hele tiden. Det er deprimerende. Jeg ved det findes - jeg ser det omkring mig.
Det er ikke fordi jeg lukker af - tvært i mod er jeg meget bevidst. Og jeg tror ikke det hjælper på verdens problemer at jeg skal modtage 30 minutters dårlige nyheder om dagen.

TV har jeg lært at leve uden - så den pause fortsætter jeg med.

Damer.. Ja, behøver jeg at skrive noget til det? Læs resten af min blog, så kender du status på min pause fra damerne ;-)

Hurra for pausernes tid endelig er ved at være forbi :)

tirsdag den 27. september 2011

Hey! Se mig, se mig! Profilteksten, en videnskab for sig..

At sælge sig selv i en dating profil - det er altså ikke noget man bare lige gør.
Den helt rigtige profil tekst, hvordan pokker skruer man den sammen? Hvor meget skal man fortælle om sig selv? Skal man være seriøs eller sjov?
Det kommer jo i virkeligheden nok an på hvem man er, men en opgave dét er det!


På meget få linier skal jeg vække interessen hos min muligvis kommende date.
Da jeg ofte skriver noget værre volapyk i første mail, så skal profilteksten nødvendigvis også give mening og afspejle mig i en grad der også hænger sammen med virkeligheden.

Det er lige så meget for underholdningens, som for datingens skyld jeg har min datingprofil. Dertil kan man også finde sig nogen ganske fornuftige nye venskaber den vej.
Der er et eller andet over det at sidde og skrive sammen i cyberspace. Nogen gange fornemmer jeg man åbner lidt mere op, end man ellers ville ha gjort hvis man rent faktisk har mødt hinanden. Og for mit vedkommende foregår det meste i den uforpligtende online verden. Det er de færreste jeg rent faktisk ender på date med.

Jeg har en tendens til at være lige lovlig kæk i mine første mails, og jeg tror faktisk denne her er en af de pæneste og mest stuerene :)

Hej,

Jeg er et par, tæt på de 30.

Om Maria:
Hun elsker naturen og har skrevet mange bestsellere om blandt andet blomster og bier.
Hver onsdag spiller hun yatzy med drengene fra den lokale mc (læs knallert) klub. Hun sætter desuden stor pris på ristede løg.

Om Maria:

Maria hænger ud med de kendte og kongelige. Er altid gæst når Dronning Margrethe invitere til fest og farver.
Når hun ikke tvinges til ture i naturen og yatzy så holder hun utrolig meget af en aften i selskab med Jette Torp og Charlie quizzen!

Vi vil meget gerne have uforpligtende sex med dig til TV2 nyderne kl 19 en dag, hvis det kunne friste?


Ser meget frem til at høre fra dig! :)


Kh Maria

Med så meget sjov og ballade, så er det vigtigt at profilen afspejler at der er et rimelig almindeligt menneske bag galskaben.

Desuden er denne strategi rigtig god til at få sorteret fra. Kan man ikke gennemskue at ovenstående næsten bare er for sjov (Jeg kan faktisk godt lide Charlie Quizzen.... haha!) så er det alligevel ikke en pige for mig :)


mandag den 26. september 2011

Du er go nok Mulle, meeen.....

Så skete det igen!

Jeg har fået en mail:


Hej!


Sorry, jeg ik' lige har fået skrevet tilbage.
Vil være ærlig og melde ud, at der er dukket en ganske særlig kvinde op i mit liv.
Synes du er rigtig hyggelig og sjov at skrive med, så hvis du har lyst, kunne det da være rigtig hyggeligt med en lille besked i ny og næ:)
Rigtig god weekend!

Knus X

Ikke om jeg begriber det! Hvordan pokker kan der dukke helt særlige kvinder op i ens liv når man allerede har mig?? Helt ærligt. Og endnu engang inden jeg havde nået at drikke kaffe.
Jeg er sød, jeg er sjov, jeg er pæn (altså hvis jeg anstrenger mig en smule, så kan det lade sig gøre...) jeg har den helt perfekte alder, jeg har en sød hund, jeg har altid ret, jeg er meget klog, jeg har min egen blog, jeg er (sikker på jeg er) fødedygtig, jeg kan hvad jeg vil, jeg er jo helt perfekt!
Altså lige med et par fejl om mangler - men hey, lidt ros skal jeg altså ha engang i mellem.

Heldigvis så var hun ikke den store kærlighed. Det er jeg helt sikker på. Men æj hvor egoet det dog kan lide engang i mellem i det hersens dating univers.
Jeg skriver med en del piger. Det er hyggeligt og ukompliceret. Altså lige indtil de finder en anden hobby end mig. Så lider jeg et øjeblik, indtil jeg åbner den næste mail i indbakken og straks har glemt alt om afvisningen, hvis man da overhovedet kan kalde det, det?

Der er altid en enkelt pige der er mere interessant end de andre. Sådan en er der også nu. Lidt sødere, lidt pænere, lidt mere min type end alle de andre.

I den her uge er hun blond. Københavner. Om søndagen har hun en stemme som en havnearbejder (det kan jeg åbenbart godt lide...?!) Har børn. Er født i 1980 (der i øvrigt er min målgruppe pt) Og nååh ja, så er hun pæn.

Jeg er klar til jagt, så hey dame, pas på!
Det holder hårdt. Men indtil videre er jeg da en overspringshandling der bliver brugt rimelig tid på. Så langt, så godt! Næste skridt må være at komme på listen over vigtige meningsfyldte handlinger i hendes hverdag. Ind i en top 3 over dagens gøremål "Skrive til Maria".
Yes, det er strategien i første omgang. Hvad strategien så er for at nå derhen.. Hmm.? Den tager jeg på rutinen.

Fortsættelse følger... :)

Kaffe og cølibat...

Det er vist på tide med et indlæg om kaffe. Eftersom det er en af hovedemnerne på min blog.

Ville du tage ud og se med DSB omkring midnat fra Aalborg til Odense for at få en god kop kaffe?
Jeg har gjort det, og jeg ville gøre det igen.
Sød pige + god kaffe = Fantastisk eventyr!
Det er hovedregning for begyndere.
At det så ikke er noget jeg har praktiseret voldsomt meget i denne omgang "Verden pas på! Maria er single" har nok en del at gøre med at mine spontane ideer skal passe ind med færgens sejlplan. Og det er altså en udfordring skal jeg lige hilse at sige. Det passer aldrig sammen!
Min spontanitet og eventyrlyst er af en eller anden grund stærkest omkring kl 22-23 aftenen. Og den sidste færge smutter 18.40.

Fra wikipedia om spontanitet.
En spontan handling er en umiddelbar handling, der mere beror på følelser og fornemmelser end på velovervejet fornuft.

Den næste færge sejler om morgenen kl 6.00. Der sover jeg. Er ikke klar på eventyr.. Er klar på kaffe, men ikke eventyr. Så skal eventyret i hvert fald komme til mig og drikke kaffe og det bliver under en varm dyne og med en time mere på øjet.
Der vil jeg lige sige: Det er ikke nemt at lokke damer til Læsø!
2 gange er det sket i denne periode. Den ene kørte helt fra Malmø kanten, den anden fra Århus.
Problemet er jeg ikke kan huske hvad pokker jeg gjorde for at få dem til det??
- Jeg må lige rette mig selv, det er ikke et problem. Det er en evig udfordring.
"Hej du er sød, vil du komme og se mit kongerige, møde din kommende svigermor, min hund og resten af min familie. Sæt kryds: Ja_ Nej_ Måske_ Er du sindssyg?_"
Jeg kan godt se det, det er lidt op af bakke for mig her.. :).

Behov pyramiden: (taget fra Wikipedia)
Det nederste niveau i behovspyramiden rummer de basale behov som indtagelse af føde, vand og luft, men også behov for søvn, fysisk bevægelse, udtømning af affaldsstoffer og sex. Sex indgår dog kun i forplantningsøjemed, ikke som en nydelse. Det er kort og godt behovet for at opretholde og forsvare den menneskelige organisme. Først når disse behov er dækket, melder behovene på det næste niveau sig. Hvis man er meget sulten eller tørstig, tænker man ikke på andet, og man er ikke motiveret for at få tilfredsstillet andre behov.

Jeg har fået morgenmad. Jeg har kaffe i min kop - i øvrigt en rigtig god kop kaffe jeg har fået brygget mig her. Jeg har sovet skønt og er udhvilet. Jeg har tisset. Men!! Jeg mangler seriøst at forplante mig!
Ikke for nydelsens skyld. Nej, nej, nej, det må i endelig ikke tro! Eller jo. Jeg kryber til korset. Cølibat er aflyst! Det er en dum pause, den pause fra forplantningsdelen af behov pyramiden. Eftersom den er i den nederste og vigtigste del, må det også være direkte usundt og muligvis også farligt at holde pause fra den.
Det er et dumt sted at sætte liv og lemmer på spil vil jeg mene, jeg har virkelig ikke lyst til at miste en finger eller for den sags skyld synet på baggrund af cølibat, så jeg må ind i kampen her!

Jeg må i gang med planlægning af ovenstående udfordring.
Fortsættelse vil følge...

søndag den 25. september 2011

Velkommen tilbage på facebook!

Ja, så kom dagen. Dagen hvor facebook fik trukket mig tilbage i den lune hule. Eller det vil sige, jeg loggede mig jo selv ind. Blev ikke rigtigt trukket.
Ind i verdenen af overspringshandlinger, ligegyldige opdateringen, mere eller mindre vellykkede forsøg på at sprede sjove status opdateringer og ikke mindst "synes godt om" knappen.
Jo, jeg er tilbage for fuld skrald.
Det er det dersens dating igen. Jeg skulle bare lige ind og lure nogen billeder af en sød pige. Og så var der lige en der skrev, og så var der lige valg der skulle kommenteres, og så sad Maria fast og er nu dagligt inde og følge med i hvad vennerne laver.
Helt ærligt! Jeg synes jeg må tage mig lidt sammen her. Jeg manglede jo ikke facebook. Og jeg kunne da for pokker bare bede damen om at maile mig nogen billeder, hvor svært kan det være??
Udfordringen er jo så bare at jeg har lyst til at tjekke hvad Pia, Rikke, Mads og alle de andre skriver af spændende sager. Jeg har også lyst til at tage en hurtig hyggelig chat. Jeg har også lyst til at kommentere på diverse opdateringer. Så jeg er vel tilbage. Om jeg bliver hængende må tiden vise.
I virkeligheden handler det vel også om at jeg har overskud til facebook igen. For det kræver sit overskud synes jeg. Det, og så det faktum at jeg kan rumme andet end mig selv igen. Rumme andet end nærhed og selvindsigt. Jeg er ved at have fundet tilbage til livet - et liv uden 30 års krise og stress.

Så velkommen tilbage på facebook til mig selv :-)



Chok! Linda P giver fingeren til Vild med dans!

Her til morgen har jeg luret den skrivende presses hjemmesider for at tjekke om der skulle være sket noget spændende i løbet af ugen. Det der fangede mig var overskriften på eb.dk:

"Linda P giver 'Vild med dans' fingeren"
Som vi jo alle ved, så er overskriften vigtig. Det er den der fænger og får folk til at klikke.
I den her historie er essensen at Linda P gav pressen fingeren og ikke gad at tale med nogen derfra. Det skal man ikke slippe godt fra naturligvis. Og den friske Benjamin fra ekstrabladet laver da bare selv sin historie om Linda pigen. 
Jeg klikkede mig videre fordi jeg personligt giver "Vild med dans" fingeren. Det program giver mig myrekryb! 
Efter at ha siddet i det studie og set hvordan Danmark stemmer, så kan jeg slet ikke være med mere. I alle de år der har været Vild med dans har jeg glædeligt fulgt med fredag efter fredag. Det blev der sat en stopper for sidste år, da Danmark og dommerne valgte at stemme min eks ud.
Heldigvis var jeg ikke i studiet den aften. Jeg havde simpelthen ikke nerver til det! 
Der gik det op for mig at det var en popularitets program og ikke et "Let the best man win"-program. Meget naivt af mig. For langt de fleste år har jeg stemt og heppet på Vickie Jo, fordi hun var lækker. Dobbeltmoralen længe leve siger jeg bare. Flot Maria!
Ikke desto mindre kan jeg ikke med vild med dans længere. Det sætter gang i følelsesregistret på en måde jeg simpelthen ikke kan magte.
En skam faktisk, for musikken, de smukke kjoler og Britt Bendixen er jo i virkeligheden fantastisk underholdning en fredag aften.
Problemet er dog ikke så stort. Jeg har fravalgt tv, så skal alligevel ikke se tv fredag aften... Så mange ord om noget der ikke er aktuelt for mig. 
Jeg ser frem til jeg begynder at skrive om atomspaltning. Der kan jeg sikkert komme med en hel del guldkorn.. :).

For at vende tilbage til Benjamin fra ekstrabladet, så forstår jeg ikke menneskers og journalisters behov for viden. Hvad er den gode historie i dagens Danmark? 
Den er i hvert fald sjældent positiv! Synes de royale skulle tage at føde sig nogen flere børn. For det er da noget der kan give positiv pressedækning. Og vores kære Dronning Magrethe burde have fødselsdag 4 gange årligt, for der er også altid en positiv og glad dækning af denne begivenhed.
Ellers handler det altid om at finde den grimmeste og mest ubehagelige historie. Findes den ikke, laver man bare en overskrift med knald på, og fortæller mere eller mindre sandheden i selve artiklen. Hvorfor vil vi mennesker helst læse om tragedier og skandaler? Er det for at kunne ophæve os selv i vores eget ynkelige liv? 
Jeg kan ikke overskue verdens ulyksagligheder. Synes jeg har rigeligt af dem i mit eget liv og nærmeste netværk. Jeg behøver ikke vide at der er en pædofili sag på Bornholm eller i Aalborg. Jeg ved godt det er derude, men jeg har ikke noget behov for at få det tværet i hovedet hver gang jeg falder over nogen nyheder. 
I Aalborg har nogen borgere lige besluttet sig for en omgang selvjustits. Nogen mennesker er anklaget for pædofili og det har fået en flok til at samles og lave hærværk på deres hus. Der er ingen der er dømt i sagen, alligevel er huset overmalet med grafitti og ruderne er smadret. 
Nok bliver nok for alle mennesker. Jeg kan godt forstå frustrationerne fra almindelige mennesker, når vi gang på gang høre om hvordan vi behandler hinanden. At man også kan komme derud hvor man går amok på et hus... Ja, helt ærligt så har jeg lidt forståelse for det.
Jeg kunne aldrig finde på at gøre lignende selv. Måske drømme om det, men ikke handle. Og så slet ikke når det handler om folk uden dom.
Massakren i Norge.. En helt unik historie og meget fascinerende synes jeg.
Anders Breivik har selv indrømmet at det hele var et reklamestunt for at kunne sælge sin kommende bog. Og reklame, det må man sige han har fået! I ugevis var han forside stof og tophistorie i tv's nyheder. 
Nu giver jeg ham selv omtale - og det bryder jeg mig ikke om. Men synes det er vigtigt at få fokus på den opmærksomhed vi giver diverse forbrydere. 
Han har fået præcis det han ville have. En verdensomspændende presse til at dække hele begivenheden.
Burde man som pressefolk ikke tænke sig om i sådan en situation? Og som borgere? Burde vi ikke boycutte sådan en historie? Jeg gjorde det selv. Gik langt udenom aviser mm. Lige indtil nu hvor jeg selv skriver om det, men det er altså i den gode sags tjeneste - jeg vil virkelig gerne at vi begynder at tænke bare en lille smule over de konsekvenser det har når medierne dækker sådanne tragedier.
Jeg er ikke i tvivl om der sidder en hel del mennesker derude og er blevet inspireret af Anders. Mennesker med intet at tabe. I historien om Anders kan de hente al den inspiration de har brug for til at føre deres galskab af værste skuffe ud i livet. "Bare for at blive hørt"

Et bekymret opstød sådan en søndag morgen. Jeg synes vi skal afslutte med en dejlig sang"New tomorrow" - den danske medodi grand prix vinder 2011.
Verden er i forandring, jeg ser tegnene, men det går langsomt..
Så jeg vil drømme om og arbejde målrettet videre på et "New tomorrow"








 


torsdag den 22. september 2011

Rasmus Klump og hans mor..

Da jeg kom hjem i dag var ingen ringere end Rasmus Klump's mor flyttet ind. Pandekager i lange baner og hjemmelavet brombær syltetøj, Uuhmn!!!!

Min egen mor kom dog hjem lidt efter og vi spiste pandekager sammen, alt  imens vi sang tyske slagersange. Helt kedeligt er det skam ikke i det store gule hus, på den lille stille ø.

Maden var noget så tiltrængt! Min krop har misforstået noget i forbindelse med mit indtil videre fejlslåede rygestop. Den havde jo ligesom forberedt sig på at skulle indtage en hel masse mad, for at kompensere for røgen.
Så ude midt i skoven der blev jeg sulten. Og altså sådan for alvor sulten. Ikke bare sulten for sjov. I sådan en situation kan gode råd være dyre. Men!! I forbindelse med min meditative process i skoven har jeg læst lidt om diverse spiselige svampe.
Godt nok glemmer jeg altid bøgerne når jeg er på tur, det selv samme var sket i dag. Ingen bøger med. Masser af svampe og et blodsukker der truer med både bål og brænd (hvilket ikke er skide smart i en skov!)
Så står der en flok rørhatte. Ikke Karl Johan - dem har tyskerne hentet. Men en fin brun svamp, uden orm og som ikke smager rigtig giftigt.
Uha den gjorde underværker. Top tunet med fornyet energi fandt jeg ud af skoven, helt uden at fare sådan rigtigt vild.
Så føler man sig som en rigtig overlever. Sådan en der sagtens kan tage ud i vildmarken med en rygsæk uden andet end en bærepose, et tov og mobilen (man skal jo passe sin blog!)

Fandt i øvrigt et andet dyr i dag...

Synes den var lidt fin. Og lidt farlig også. Man ved aldrig hvad der kan poppe ud af sådan en størrelse. Det kunne jo både være en dinosaurus, en Ninja eller en meteor. Nej pyha, tættere på skulle jeg i hvert fald ikke!

Det var højdepunkterne fra mit liv i dag. I hvert fald dem jeg lige husker.
Alle de kloge tanker jeg har igennem systemet sådan en dag ude i naturen, de svinder gerne ind til det rene ingenting når jeg sætter mig ved computeren. Det kunne være jeg skulle til at gøre brug at den der smarte memo funktion på min telefon. Det skal da overvejes i hvert fald!

God aften og nat til alle. Især dem der flittigt læser med fra Congo :-D


En nærdødsoplevelse af kaliber!

...Næsten da i hvert fald. Noget har jeg lært - overskrifter sælger! Det er derfor diverse kulørte ugeblade eksisterer endnu.

Tjek lige hvad jeg var centimeter fra at stikke ansigtet ind i på min daglige skovtur. Jeg så frygten i dens øjne, så tæt var vi!


Jaaa, det er en farlig tilværelse jeg fører mig her. Absolut ikke for småbørn.
Hvad dagen ellers har bragt på af spændende eventyr vil jeg følge op på senere i aften :)

Kriller i maven...


Nu er det sket igen! Den mave altså. Sad inde på min dating profil og lurede.. Det er jo det man gør på en dating profil, har jeg fundet ud af. Man lurer og lurer. Og så lurer man lige en gang til. Men ikke for meget på den samme pige. Nej, nej, nej - fordi i dating verdenen er der ikke noget der er anonymt. I hvert fald ikke online og ikke på de sites jeg bevæger mig på.
Hver en bevægelse man laver på en andens profil bliver registreret og vist for den pågældende.
Jeg synes jo det er en rigtig fin funktion når jeg kan se en sød, lækker dame har været inde og bruge tid på min profil - yes, det afstiver lige selvtilliden. "Hun syns jeg er lææækker, hun vil gerne kysse mig..." I allerbedste Agent Catwalk stil - det minder mig i øvrigt om det er en film jeg snart må se igen!
Nå, men her sidder jeg med morgenkaffen og lurer. Og så sker det! Den smukkeste pige får det til at summe i maven. Jeg har luret hende før. Men ih, så fine de nye billeder var!
Der var nok nogen der ville mene jeg burde skrive til hende. Og dem vil jeg give ret! Der er bare lige det ved det, at det har jeg jo gjort!
Faktisk har jeg også drukket kaffe med hende. Men det er også det hun vil. Altså drikke kaffe. Rigtigt drikke kaffe - uden det som kaffe skal udvikle sig til når man er på date.
Jeg forstår det ikke helt. Halløj - se mig, jeg er tilbagelænet lækker, uimodståeligt charmerende og mit hår kan altså godt sidde pænt..!
Men sådan er det jo. Man kan ikke vinde hver gang, bla bla bla blaaaaa! Jeg er en dårlig taber. Især når jeg sidder her i min seng med morgenkaffen og får sug i maven af et par billeder.
Åh ja, de damer, de damer. De er ikke til at leve med - men for pokker hvor ville jeg heller ikke leve uden.

Heldigvis er hun ikke den eneste der kan give kriller i maven. Verden er jo fyldt med uimodståelige damer :)

Synes lige alle mine kære læsere skal beriges med en dejlig Signe Svendsen sang.

Enjoy!


onsdag den 21. september 2011

Udlængsel og nederlag..

Jeg har nu tilbragt over 6 måneder på den næsten øde ø. Det begynder så småt at kunne mærkes. Udlængsel.
Øen er et dejligt sted. Fyldt med dejlige oplevelser, ro og skønne mennesker. Faktisk tror jeg godt jeg kunne bo her på fuld tid. Men det er ikke nu - og måske bliver det aldrig.
Jeg savner bilos, jeg savner larm, jeg savner mine venner, jeg savner lyskryds, jeg savner netto, jeg savner tivoli.
København, vi skal så meget snart ses igen!

Imens jeg kæmper med min udlængsel, og tager den sidste tid på min ø oplever jeg også dejlige ting.
I går var hundene og jeg en tur på stranden, det kom der bl.a. denne video ud af:



 Bobbe og Balder i fuld firspring :)

Dagen i går bød således på både skov og strand tur, i et herligt vejr og undertegnede kunne stolt fremvise både svampe og rav da dagen var omme.

I dag er dagen gået med meget lidt. 
Jeg har været en smule uvenner med mig selv.. Det rygestop som jeg jo mente jeg var noget så motiveret til, ja det har jeg skudt en hvid pil efter. Det skulle ikke være nu. 
Faktisk var det som om jeg fik endnu mere lyst til cigaretterne efter jeg fik nålene i ørerne. 
Jeg må erkende der skal mere forberedelse og mere afklaring til før jeg kan kvitte de smøger. 
Da trangen overmandede mig, og jeg gav efter må jeg erkende jeg så det temmelig meget som et nederlag. Ja, og så blev jeg uvenner med mig selv og min manglende rygrad. 
Efter at have brugt 6 timer på at ryge, være sur på mig selv og faktisk også en smule ynkelig har jeg fået vendt bøtten.
Jeg startede ikke med at ryge fra den ene dag til den anden, så behøver jeg jo heller ikke stoppe fra den ene dag til den anden.
Vil gå i gang med endnu mere bearbejdelse af mig selv og mit sind. Jeg skal jo sådan set bruge det til mange andre facetter af livet, og på et tidspunkt vil jeg være stærk nok til at vinde over nikotin og alle de andre dejlige 4.000 stoffer cigaretten er fyldt med.
Det er et evighedsprojekt - at arbejde med sine indre dæmoner, lyster, behov, usunde mønstre, usunde vaner. Heldigvis er det ikke kedeligt. Og det vil uden tvivl give en masse inspiration til skriverierne her på bloggen.

Ønsker alle en god aften!

tirsdag den 20. september 2011

Bonusinfo - hvilken kropsdel smager bedst på mig..?

Jeg har idag været ude på en mission. En meget vigtig mission vil jeg endda påstå!
Eftersom min krop og jeg er ledige på markedet tænkte jeg det ville være på sin plads med lidt service Info til de der kunne være interesserede.
Derfor har jeg foretaget en rundspørge hos de levende væsner jeg omgåes flest af; myggene.

De blev alle spurgt om hvilken kropsdel der smager bedst på mig.
Jeg må indrømme jeg blev svært overrasket over resultatet.
Hold nu fast! Intet mindre en 84,6 % valgte det aller øverste af mine baller, lige til venstre for midten. På en flot andenplads kom mit venstre håndled med 11 % af stemmerne.

Septembermyg er i øvrigt mere venstre orienterede end de myg jeg hang ud med tidligere på sommeren. Dejligt jeg kan få balance i arrene efter myggestik på kroppen.

Det var dagens bonusinfo fra øen.

mandag den 19. september 2011

Mennesker!

Hvis man vækker mig om natten og spørger mig "Hvad synes du om mennesker, Maria?" Så er jeg ret sikker på mit svar vil være noget i stil med "Dem kan jeg ikke li! Og jeg sover!!"
Men det er jo ikke helt rigtigt. Fordi i virkeligheden er jeg jo ret så vild med mennesker. Det er sådan et had/kærlighedsforhold af de helt store. Måske faktisk det største jeg har af den slags.
Efter 29 år iblandt mennesker, så har man gjort sig sine erfaringer.
Jeg har mødt så mange helt igennem fantastiske mennesker i mit liv. Mange hænger ved, mange er blevet til minder og nogen få er helt nye og spændende.
Nogen af minderne er gode, fra den glade og frimodige ungdom. Dengang alt i hele verden kunne lade sig gøre og man havde hele livet foran sig.
Andre er vemodige, f.eks mindet om min far der døde sidst i 90'erne.. Husker ham som en "Sømand af verden".

Så er der dem jeg ikke rigtig kan sætte ord på. Mennesker jeg har stolet på. Mennesker jeg uden at blinke ville lægge mit liv i hænderne på. Dem er der faktisk en del af. Jeg er meget tillidsfuld. Det kan jeg være fra det første øjeblik jeg møder et menneske. Intuition. Den kan være en djævel og tage fusen på mig. Men oftest så er den god nok. I hvert fald i det øjeblik.
Det er dét der er så fascinerende og skræmmende ved mennesker. Vi kan på et splitsekund ændre adfærd, karakter, personlighed, standpunkt osv. Intet ved mennesket varer ved. Vi oplever, tænker, erfarer og udvikler os. Hele tiden. (De fleste i hvert fald)
Jeg kender det fra mig selv, og jeg kender det fra alle de mennesker jeg har kendt igennem tiden.
Tillidsbrud er noget af det værste jeg kender til. Og det handler ikke om folk der aflyser en bio aftale med mig i sidste øjeblik. Det er fair nok. Sådan noget finder jeg selv på. Hvis jeg ikke er in the mood, så er der jo ingen der får noget ud af det alligevel..

Medina, den gode pige - hun har lavet en sang. Eller det vil jo så sige, hun har efterhånden brygget en del sange sammen. Og det er hun rigtig nok dygtig til, hvis man spørger mig!
Nå, men sangen..
Omkvædet lyder som følger:
Lige meget hvordan, så tror jeg på når du siger

Det dig og mig for altid..
Dig og mig for altid, du har mit hjerte lige her.
Mig og dig for altid, det eneste mine øjne ser..
dig og mig for altid. Hele livet har jeg ventet her
mig og dig for altid.


Kald mig naiv. Kald mig håbløs. Ja, jeg er sådan set ret ligeglad. Men jeg har lyttet til tilsvarende fra mennesker. Få mennesker. Måske kun et menneske.
Jeg troede på det. Hvert et ord, og hver gang det blev sagt. Der var godt nok en stemme langt inde i mig der sagde det var "for godt til at være sandt". Jeg hørte dig kære intuition. Men jeg var sådan ca lige så vildøv som min hund er når hun ikke er i snor og får færten af et lækkert dyr. Helt væk i det store ord, følelser og håbløs romantik.

Det er efter en oplevelse som ovenstående man måske skulle iføre sig et skjold og ikke tro på alt hvad man bliver fortalt..?
Jeg tror ikke på det kan lade sig gøre i min verden. Jeg tror på hvad et andet menneske - i hvert fald hvis det er et tæt menneske - siger til mig. Især når det kommer til følelser.
Evigheden er død for mig. Jeg tror ikke på mennesker kan leve sammen i tosomhed fra de er omkring de 30 og indtil lyset bliver slukket.
Dertil er vi for komplekse og besidderiske. Måske er det også nemmere at udskifte den gamle kost derhjemme med en nyere og mere spændende model. Et nyt første kys, en ny "første gang", starte på en frisk. Det kan man ikke i et gammelt forhold. Vi er vanemennesker. Kommer vi først ind i en ond cirkel, så skal der så ualmindeligt hårdt arbejde til at komme ud af mønstret igen. Og seriøst - hvem fanden gider det??
Hårdt arbejde er noget man får penge for på en arbejdsplads. Nej nej, så hellere gå hver til sit. Og aller nemmest bare at glemme alt om det der var, eller i hvert fald ignorere. Jeg taler af erfaring.... 
Personligt er jeg utrolig dårlig til at have uafklarede følelser til andre mennesker. Det æder mig op.

Alligevel.. Trods mit kendskab til mennesker. Til tab. Til svigt. Til smerten som mennesker pådrager hinanden, så er jeg stadig nysgerrig. Stadig søgende. Jeg tror stadig på kærligheden. Bare ikke på den evige mellem 2 seksuelt engagerede (i hinanden naturligvis) mennesker.
Forventningens glæde er altid den største. Dette er et sætning i ikke har hørt det sidste til, og lur mig om der ikke en skøn, skøn dag kommer et indlæg med netop denne overskrift? Alt andet ville da være besynderligt. I hvert fald hvis man ligesom jeg kender mine noter og pipelines for emner der skal med på bloggen :).
Forventningen om det man har lige nu det vil være for evigt. Det er jo stort. Problemet med nuet er oftest bare at det er slut inden man når at være i det. Alt kan ændres på et splitsekund. En brøkdel af et splitsekund faktisk.
Dér kan ens evighed, ens forventning og tro forsvinde.
Nuet er absolut også noget jeg vil gå mere i dybden med på et senere tidspunkt.

Èt er sikkert. Jeg er all in på livet! Jeg er all in på alle de følelser livet har til mig, store som små. "gode" som "dårlige".

Med disse ord og denne video med en skøn sang siger jeg tak for i aften :)












fredag den 16. september 2011

Bål aften på Postgården

Jeg har lavet bål i haven her til aften.

Stemningsbillede fra det virkelige liv.....

Vejret er helt stille. Ikke en vind der rører sig. Fuglene basker rundt og pipper. Hvis jeg gør mig rigtig umage, så kan jeg godt lade som om det er forår, og det er en af de første aftener jeg kan sidde ude i haven kl 20 uden at have overtøj på.
I øvrigt har det jo været en ualmindelig smuk dag i dag. Og humøret har været højt på øen. Især hos mig. Trods tandpine der holdt mig vågen til kl 6.00 i morges, og efterfølgende blev udskiftet med en gang bedøvelse og plastfyldning hos tandlægen. - Her vil jeg lige nævne det er mit første hul i en "ikke mælketand" - dyygtig Maria!
Jeg var ret sikker på at jeg havde en tandlægeskræk ud over det sædvanlige. Men jeg må nok indrømme at det er noget der har udspillet sig oppe i mit hoved. Jeg var virkelig dygtig. Hverken bed, skreg eller græd. Men jeg havde jo også mascara på i dag, og lige den her er ikke vandfast..
Fik ligeledes bestilt tid til den store service behandling af tandsættet om 14 dage.

Dagens high light må dog siges at være tidsbestilling til akupunktur. På tirsdag bliver det dagen hvor smøgerne bliver lagt på hylden. Jeg vil sige det er en pause. Ikke et evigt farvel. Hvor lang pausen så bliver, det vil tiden vise. Manipulation med sig selv skal man ikke undervurdere... 




87,7 % har stemt! Maria er stolt af Danmark!

I know.. Alt for meget valgsnak på en blog der egentlig skulle handle om dating, kaffe og andet eventyr. Men! Denne valgdag er stor for mig. Og her sidder jeg og kæmper med at få armene ned til tasterne. Det er en kamp - de VIL bare op over hovedet.
Som de fleste andre kampe, så tager jeg også den her. Jeg kan nå at fange min arme inden de ryger helt op over hovedet igen, hver gang de har været nede for at tage en tår øl.

Er stolt af at være dansk. Er stolt af at Danmark nu kommer til at stille i team med en flok utrolig stærke og ikke mindst dygtige kvinder.
Er stolt af at være kvinde. Og i morgen vil jeg i anledningen af dette påføre mig en ordenlig omgang mascara og rede mit hår, inden jeg trækker i de grønne gummistøvler, den gule "Skævt jakke" og drøner ud i naturen med et stort, stolt smil på mine læber. (Er det mon at gå over stregen at påføre mig en rød klat på læberne også...? Det vil tiden vise...)

Eftersom jeg ikke behøver at starte en politisk karriere, som jeg ellers havde besluttet mig for, hvis Helle T ikke skulle løbe med sejren idag, så overvejer jeg seriøst en journalistisk karriere. Hvor mange dumme spørgsmål er det egentlig tilladt at stille på én gang? Og hvor mange gange skal det samme spørgsmål omformuleres før en journalist opfatter at det ikke er formuleringen, men spørgsmålet der er noget galt med?
Nu husker jeg én af grundene til jeg stoppede med at se tv...

87,7 % har stemt! Det er jeg også stolt af! Hvor er vi seje Danmark!

Kaffedates jeg gerne vil på:
Magrethe
Villy
Helle T
Ida
og ikke mindst Johanne pigen.
- Jeg må nok indrømme at jeg er blevet en lille smule forelsket i dem alle sammen. Sejrsrus. Ølrus, Glædesrus, Kaffe-og-baileyrus, Lykkerus - det sætter gang i småforelskelserne på sådan torsdag aften/nat.
Faktisk gad jeg også godt drikke en kop uforpligtende kaffe med Pia K. Synes hun er et fascinerende menneske og mener vi er mange der kunne lære en hel del af denne store kvinde.

Nu vi er ved dates, så er der faktisk også nogen lidt mere realistiske jeg gerne vil på...
Her er vi i kategorierne kaffe/rødvin/svensk homofest/Congo-dates:
Linda
Camilla
Pia
Mari
Louise
Carita
Bøhne
....Hvis jeg har glemt nogen, så må i byde ind. Og hvis der er nogen der er friske, så må i trække et nummer ;-)

Her på falderebet, trætheden har taget så meget over at mine arme er kommet pænt ned på siden af kroppen, så har jeg oplevet en hel del idag.

Jeg har købt nye grønne gummistøvler :)

Min veninde er næsten blevet blind :-/ Eller dvs. hun skal ha læsebriller, med mindre hun vil falde i søvn hver gang hun åbner en bog, hvilket er upraktisk når hun læser arabisk på uni.. HELDIGVIS, så kan hun få et par ganske udmærkede læse/køre-briller med studierabat, så det koster kun en enkelt måneds SU. Det er da et kup. Den måned kan hun jo bare lade være med at betale husleje, spise osv. Det skal nok gå.. Eller...?!?
Er det bare mig, eller kommer der den ene reklame efter den anden for optik virksomheder der sælger briller til 0,- DKK?? Alligevel høre jeg altid folk klage over priserne på briller. Der er noget jeg ikke helt forstår i den der optiske marketing verden.. Har brugt næsten 1/3 af mit liv i marketing branchen. Jeg ved der er en masse der står med småt, efter det flotte gratis budskab er sagt på TV af en lækker blondine. Meeeen, jeg kan ikke få brille reklamer og virkeligheden til at hænge sammen..

Jeg er "kommet til" at sige til min veninde at liste Ø har lovet ubegrænset og ganske fantastisk sex til hende og mig.
Nåh ja, man har jo lov at drømme lidt... :). Men hva faen, de har højst sandsynligt 4 år til at få det ført ud i vores liv, så Nhalle - hvis ikke det lykkes, skal vi så ikke bare flytte i italiensk kloster? ;-)

Så har jeg været på facebook idag. Det var egentlig meget hyggeligt :). Så nu er den rimeligt up to date, i hvert fald med billeder.. Og politiske holdninger.. Og venneanmodninger..
Til gengæld kan jeg se min ex har valgt at strege mig af vennelisten. Hmm... Den dag jeg forstår mig på kvinder, ekskærester (du er undtaget Rikke!) og mig selv, så lever jeg for evigt og som præsident for verden. Det er jeg sikker på. Jeg er også ret så sikker på det ikke sker i dette liv.
Men hvem vil også leve for evigt, når de ikke er klar til det? Nemlig ja... Good point Maria! =)

Sidst men ikke mindst vil jeg gerne ha lov at sende en hilsen til søens folk, Mai og hendes kommende brille, Nhalle og hendes kommende skønne sex og musen Mia.
Synes at i 3 + alle på søen, fortjener en særlig tak og plads i mit liv i dag :)


torsdag den 15. september 2011

Valgaften på en øde ø...

En god valgaften indeholder:

God samvittighed over hvor krydset er sat!
Gammeldags oksesteg med agurkesalat, sovs og kartofler!
Øl!
DR1! (For første gang i 6 mdr)
Hyggen med sin mor!
Ævlekage (som hvor mor laver den)
Kaffe med bailey!
Hygge på nettet (Det hele skal heller ikke gå op i politik)

- Der mangles, et resultat og Danmarks første kvindelige statsminister.
Dette vil, hvis jeg kender mig selv ret, udløse en følelsesladet og ikke mindst tårevædet reaktion fra undertegnede.

- Dertil mangles et stk Rikke. Rikke du skal sgu da ha forbindelse til din telefon på en valgaften når jeg savner dig!! Valg er ikke det samme uden dig.. :-/

- Til sidst ønsker jeg flere billeder fra DF's fest. Der stod en guddommelig lækker blondine derinde, hende vil vi gerne se igen!

Valg - og forhåbenlig nye tider..

Jeg kommer nok ikke uden om det. Det er i dag jeg skal ned og sætte mit kryds. Jeps, øboer har fået stemmeret, tror det skete sammen med kvinderne, fjolserne og forbryderne i tidernes morgen.
Må indrømme jeg absolut ikke har fulgt med i valgkampen, ud over jeg har lyttet meget lidt til radioen. Har ikke set TV siden engang i april, og et valg har ikke fået mig til at tænde for det.
Jeg ved hvor jeg står politisk, eller dvs. jeg er egentlig ret enig i mange ting på begge fløje, men mit kryds har jeg vidst hvor skulle være siden jeg fik stemmeret.
Farven er rød. Det er også min yndlingsfarve, så det passer meget godt. Jeg har stemt på forskellige partier - og det er faktisk fascinerende at se hvordan jeg har rykket mig på den front med alderen og mine erfaringer.

Denne gang skal jeg også prøve noget nyt. Liste Ø. 
Nogen af mine venner vil nok ikke kunne lade være at tro at jeg har et midlertidigt crush på den søde Johanne, men det er faktisk ikke tilfældet.
Jeg kan godt lide yderlighed. Og jeg tror på alt er muligt, lige indtil det modsatte er bevist - og faktisk også omvendt.
Så "Go Johanne og co." Lad os så få den røde regering!!



Jeg må tilstå at jeg ikke forstår alle de mennesker der tager stilling til hvilket "hold" de holder med i sidste øjeblik. Og lader sig manipulere og forføre i valgkampen lige op til krydses skal sættes.
Det er da logik for perlehøns at politik for det meste handler om spin, manipulation, tomme løfter, stærke personligheder og varm luft. Lige som resten af verden, ikke mindst dating. (Pyh, heldigt jeg lige kunne få lidt om dating med på dette blogindlæg!)

I øvrigt er mit rygestop udskudt indtil jeg finder en der kan det der med nåle. Så er der nogen der har erfaring eller kender en dygtig akkupunktør, så er jeg meget frisk på at få sat en stopper for de cigaretter.

Til sidst vil jeg blot ønske jer alle et godt valg! Jeg ender nok med at tilbringe valgaftenen under dynen, fordi jeg simpelthen ikke har nerver til det!
Får vi ikke vores røde regering, så går jeg aktivt ind i politik fra i morgen, og helt ærligt - så vil jeg være lidt ked af at skulle være en del af det cirkus. Men, vil man have forandringer, så må man handle. Sådan er det jo :)





tirsdag den 13. september 2011

Store tanker, lille menneske... part 1

Har haft en dag ude i naturen, hvor mit hoved har været på overarbejde. Det kunne hovedet sådan set godt lide. Men det er nogen gange lidt svært at holde tankerne fast når man kommer hjem til et tv der kører med valg.

Jeg husker meget tydeligt da jeg som barn og teenager havde et ønske om at bo på en øde ø med en hest. Det var kærlighed for mig.
En lille sød enspænder med tandbøjle og hjemmeklippet hår. Jeps! Det var mig. Og det var min drøm. Det var ikke bare noget jeg fandt på pga ovenstående. Jeg havde ro i mig selv. Naturligvis med kriser - var bestemt intet overbarn.
Da de andre piger begyndte at finde kærester, ja der forstod jeg det ærlig talt ikke. Hvad pokker skulle man bruge sådan en til? Ud over at blive uvenner med veninderne over hvem der var kæreste med hvem. Eller hvem der havde drukket kaffe først. Eller kærestesorger.
Nope, jeg var helt uforstående overfor den dille venner og veninder fik sig.
Lige indtil jeg selv hoppede med på moden og erhvervede mig den første kærlighed. (Måske det er derfor jeg idag ikke er så vild med det der mode...?)
Den første kærlighed endte naturligvis med kærestesorg. Men jeg havde fået smag for det nu. Det der med kærester, kaffe, kærlighed og bryster. Livlige dejlige bryster. Et emne vi vender tilbage til på et senere tidspunkt.
Maria ville ha mere, da hun havde slikket sine sår. Endte i et forhold med en ualmindelig dejlig pige. Næsten kronraget, med livlige bryster og et smil der var uimodståeligt.
Der gik ikke lang tid, så havde vi katte, lejlighed, bil, ring på fingrene og jobs. Rigtigt satte lebber i provinsen. Jeg var lykkelig. Hun var også lykkelig.
Det skulle dog ikke være. Lige midt i al lykkeligheden fandt min gudinde - med udgroet hår - ud af hun var forelsket i en anden.
Av hjertet!
Men vi kom godt videre hver for sig. Vi var ærlige overfor hinanden og ville kun hinanden det bedste. Kærligheden var der, det var bare ikke som kærester. Nu godt 10 år efter er hun én af mine aller bedste veninder og en jeg vil gå gennem ild og vand for. For det er kærlighed, at hjælpe hinanden til at komme bedst muligt ud af et forhold.

Indledningen til emnet er vigtig. Og det vil ikke være sidste gang dette bliver emnet.

Når jeg har en dag som i går hvor jeg er kærlighedsbette så er det fordi jeg har prøvet det. Fordi jeg har prøvet at være det mest fantastiske menneske i et andet menneskes verden. Det er stærkt vanedannende og jeg har givet mig selv minimum 1,5 måned mere på den øde ø. For jeg skal kunne finde det i mig selv. Jeg skal ikke være afhængig af at blive bekræftet fra en kvinde. Ikke være afhængig af putning og kælende kys om morgenen.
Jeg må gerne kunne lide det - jeg må endda gerne elske det. Men når efteråret kommer og alting indbyder til indendørs hygge, så skal jeg stadig kunne finde ro i mig selv.
Dates må jeg gerne, men jeg må ikke flytte. Færdig, slut, basta, bum! Flirte på nettet er også ok. Der er dog et stykke vej til ro i kernen. En vej der har været ret nem, fordi jeg har været hjulpet af solen. Nu kommer udfordringen. Der er liv og lyst i mig igen, jeg vil ud i livet.
Eksamen skal blot bestås.

Et stearinlys er hermed tændt og jeg går i hyggemode med lyden af blæsten og "Broken strings" 
Hej Efteråret, det var godt du kunne komme og sprede lidt hyggestemning indendørs :)

Med dette vil jeg sige tak for nu i "Store tanker, lille menneske... part 1." og lade op til part 2. en anden dag :)




Strandet på en øde ø..

Hvilke 3 ting ville du tage med på en øde ø?

Selv ville jeg tage Traylor Howard, musik og lommekniv med.
Jeg er næsten strandet på en øde ø.
Færgen er aflyst, og der er ikke noget fly før i morgen. Så indtil da er jeg tvunget til at være på øen. Ikke at jeg skal nogen steder, men tanken om ikke at kunne komme nogen steder, den er jeg ikke så stor fan af.
Jeg har musikken. Jeg har min lommekniv. Jeg mangler Traylor Howard!


Se lige så smuk hun er, godt jeg snart er færdig med "Two guys and a girl". For som tingenes tilstand er lige nu er hun drømmekvinden. Til dato har jeg endnu ikke mødt mange lesbiske eller bier for den sags skyld der minder om hende. Men hvis nogen skulle kende en, så er jeg meget interesseret.
Indtil da må jeg nøjes med at drømme. Og det vil jeg tage ud i verden og gøre nu :).

God dag til alle!

mandag den 12. september 2011

Mandag, kærlighedsbette og efterår...

Jeg har sendt mig selv under dynen med lørdagsguf. Det kan godt være det ikke er lørdag.. Til gengæld er det rigtig meget mandag. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft en rigtig mandag. Trist og kedelig, helt uden energi.
Hvor pokker blev positive glade Maria af? Hende der med glimtet i øjet, selvom livet ikke hele tiden er en dans på roser?
Hvis der er nogen der støder på hende, må i meget gerne sende hende hjem igen, hun gør altså godt nok hverdagen noget kun sjovere at komme igennem.
Måske er det fordi jeg har været lidt kærlighedsbette idag. Kombineret med det faktum at jeg har opdaget det er blevet efterår.
Lidt ondt i halsen giver jo heller ikke en masse energi.

Solen og sommeren - kom tilbage!! Jeg er slet ikke færdig med jer! Kan næsten mærke hvordan farven trækker sig ud af mine ellers så fine, brune sommerkinder. Øv bøv!

Indtil jeg har noget positivt at skrive, er jeg hermed selv bandlyst fra bloggen. Det er jo næsten lige så trist som at tænde for nyhederne og det var altså bestemt ikke meningen.
Jeg strammer op og vender stærkt tilbage når jeg finder mit glimt i mine øjne og igen er i stand til at se de små positive finurligheder i dette til tider ubarmhjertige sted vi kalder verden, med alt dens efterår, mandage og underskud på putning!







På date i DK Congo...?

Når nu man sådan inviterer sig selv på date i Congo og rent faktisk bliver budt velkommen, burde man så ikke pakke sin kuffert og tømme sparegrisen?
Hvad er der mon i Congo kan det være du tænker...?
Der er en pool. Der er palmer. Der er en bar og der er måneskin. Derudover er der en ganske pæn blond pige der slår sine folder dernede.
Jeg er ret vild med at svømme og bade. Palmer og måneskin er uimodståeligt. Drinks passer utrolig godt sammen med palmer og måneskin. Og pæne blonde piger har jeg nu altid haft en svaghed for.

Det tror jeg nok lige jeg skal overveje lidt nærmere... :)

Drømme..

Her til morgen vågnede jeg med ondt i sjælen. Det hele var bare en drøm. En meget virkelig drøm, og en af dem man bare ikke har lyst til at vågne fra.

Normalt er jeg stor fan af at drømme. Ens helt egen lille fantasiverden i billeder og følelser, hvor alt kan ske.
Men ikke i dag. Min krop skriger af savn.  Ikke efter et specielt menneske, men efter at vågne op med en dejlig kvinde. Putte, kysse, se hinanden i øjnene.
Det er en underlig fornemmelse. Og det er svært at komme af med følelsen.
Jeg er jo egentlig ret glad for at være mig selv. Glad for at have min frihed til at kunne gøre som jeg har lyst til. Glad for at kunne date og have det sjovt med det.
I dag savner jeg altså bare at have en kæreste.. Sådan er det.



lørdag den 10. september 2011

Forelsket i forelskelsen…


Jeg er virkelig tosset med at være forelsket! 
Hvis nu jeg var aktiv bruger af facebook ville jeg synes godt om forelskelse.
Livet får en ekstra glød når forelskelsens vanvid bruser i blodet.
Så længe jeg kan huske har der næsten altid været en jeg var forelsket i. At jeg var ret gammel før jeg fandt ud af at det var det der skete er en biting. Men der var altid en pige der var ekstra sød. Ingen nævnt, ingen glemt. Og nej Nhallely, I’m sorry. Du har aldrig været en af dem ;).

Selv de mest umulige forelskelser tager jeg til mig med kyshånd. Dem man ved aldrig bliver til noget. De er faktisk noget helt specielt. Man ved på forhånd at slaget er tabt. MEN!! Tiderne ændre sig. Det gør de altid. Intet står stille i verden. Folk melder sig ind og ud af forskellige partier. Folk falder for naboens datter og bliver skilt fra konen. Folk opdager de har en anden seksualitet.
Følelser er ikke til at kontrollere. Eller dvs. nogen/mange mennesker er meget dygtige til at ligge bånd på dem. Men er de der, så er de der. Man kan ikke fremtvinge følelser. De har deres helt eget liv. Man kan heller ikke beslutte sig for at de ikke skal være der mere. Det eneste man kan gøre med følelser er at acceptere dem.
Derfor er en op af bakke forelskelse ret spændende synes jeg. Fascinerende!
Når jeg ved jeg har tabt, har jeg alt at vinde. Og det farlige med kæresteri og risikoen for at blive rigtig ked igen er jo ikke rigtig til stede.

Da Anne forlod mig i vinters havde jeg engang i mellem et lyst øjeblik. Et faktum jeg faktisk selv er ret overrasket over. Jeg ved jeg er rimelig positivt anlagt af sind, men når ens livs kærlighed, fremtid, kommende kone forlader en, så kan jeg ikke se hvor pokker det kom fra.
Men jeg udtalte mig indtil flere gange med guldkorn (for mig selv) såsom ”Når jeg er ude på den anden side af det her, vil jeg se tilbage på det som en lærerig rejse, og jeg vil være stærkere”.
Lidt senere i bearbejdelse af tabet talte jeg med en veninde. Jeg cyklede rundt på min ø i en tilstand af sorg, glæde og accept. Jeg sagde ”Seriøst, der må virkelig være noget riv rav ruskende galt med mig! Her cykler jeg og er ikke engang kommet over Anne. Alligevel glæder jeg mig allerede som bare pokker til min næste frygtelige kærestesorg.” Min veninden spørger forundret hvorfor jeg dog gør det? Svaret er jo egentlig ret enkelt. Næste gang jeg skal opleve sorgen over et brast forhold, så har jeg været i den 7. Himmel. Jeg har oplevet den store kærlighed igen. Jeg har svævet. Jeg har været lykkelig med et andet menneske.

Jeg tror ikke på den evige kærlighed i forhold længere. Jeg har været naiv på den konto. Naiv og romantisk.
Og det vil der inden for meget nær fremtid komme et indlæg om.

Hvis nu jeg var en ludobrik...


Hvis nu jeg var en ludubrik, så var jeg slået hjem.

Der er kommet svar på min mail. Mailen jeg sendte på damen, den dag jeg traf store beslutninger.

Jeg er pokkers dårlig til det der med afvisninger.
Mit ego bløder.
”Mulle, du er god nok. Men det skal ikke være os”.
Hey hvad??? Av av av.. Ikke fordi det måske var det vigtigste i verden at det skulle være os. Men altså, det er bedst hvis det er mig der tager den beslutning!

Så er der det der med at forstå afvisningen…
Selv synes jeg jo at jeg er ret sjov og ret sød. Og måske også sådan lidt kikset. Og dengang i 2006/07 da jeg sidst rendte rundt på kødmarkedet var det altså det damerne ville ha. Faktisk vil jeg vove den påstand at jeg var ret populær.
Tiderne skifter og man skal følge med. Men hvorhen? Hvad er tiderne skiftet til? Tell me, jeg må jo være med på beatet her.
Skal man til at være alvorlig? Skal man rede sit hår? Skal man sige tjekkede ting?
Som Danske bank siger ”Gør det du er bedst til, det gør vi” (om de er bedst til det med pengesager, det vil jeg helst ikke kommentere, det er vist en helt anden blog)
Det jeg er bedst til er jo at være mig. For mig virker det ret problematisk at skulle tage en eller anden facade på når jeg er på date. For HVIS nu det skulle ende med at blive til mere, så bliver forklaringsproblemerne nok temmelig besværlige senere i forholdet.
Lidt i stil med påklædningen. Jeg har pænt tøj. Jeg kan også gøre mig ret så lækker. Men ærlig talt er det ikke noget jeg gør vildt tit.
Jeg bor på en ø. Render rundt og bliver beskidt i gammel behageligt tøj fra morgen til aften. Det er Maria’s tøjstil pt. Derfor er det også lige præcis sådan noget tøj jeg tager på, på en date. Tøj der afspejler min nuværende virkelighed.
Min virkelighed kan nemlig godt ændre sig. Det kommer helt an på hvad jeg har lyst til.
Bonderøven fylder bestemt mere i mig end stilet prinsessen. Men prinsessen findes derinde. Og hun kommer ud engang i mellem. Det kunne faktisk være sjovt hvis hun en dag sprang ud som fuldtids tøjstil. Tvivler nu på det sker, but you never know.

Så sidder man her på en færge lørdag morgen og priser sig lykkelig for at være på vej til fætter og kusine fest. Det har nemlig betydet at jeg ikke har haft tid til dating denne weekend. God tid til at slikke på afvisnings såret og komme op på hesten igen.