Mennesker!

Hvis man vækker mig om natten og spørger mig "Hvad synes du om mennesker, Maria?" Så er jeg ret sikker på mit svar vil være noget i stil med "Dem kan jeg ikke li! Og jeg sover!!"
Men det er jo ikke helt rigtigt. Fordi i virkeligheden er jeg jo ret så vild med mennesker. Det er sådan et had/kærlighedsforhold af de helt store. Måske faktisk det største jeg har af den slags.
Efter 29 år iblandt mennesker, så har man gjort sig sine erfaringer.
Jeg har mødt så mange helt igennem fantastiske mennesker i mit liv. Mange hænger ved, mange er blevet til minder og nogen få er helt nye og spændende.
Nogen af minderne er gode, fra den glade og frimodige ungdom. Dengang alt i hele verden kunne lade sig gøre og man havde hele livet foran sig.
Andre er vemodige, f.eks mindet om min far der døde sidst i 90'erne.. Husker ham som en "Sømand af verden".

Så er der dem jeg ikke rigtig kan sætte ord på. Mennesker jeg har stolet på. Mennesker jeg uden at blinke ville lægge mit liv i hænderne på. Dem er der faktisk en del af. Jeg er meget tillidsfuld. Det kan jeg være fra det første øjeblik jeg møder et menneske. Intuition. Den kan være en djævel og tage fusen på mig. Men oftest så er den god nok. I hvert fald i det øjeblik.
Det er dét der er så fascinerende og skræmmende ved mennesker. Vi kan på et splitsekund ændre adfærd, karakter, personlighed, standpunkt osv. Intet ved mennesket varer ved. Vi oplever, tænker, erfarer og udvikler os. Hele tiden. (De fleste i hvert fald)
Jeg kender det fra mig selv, og jeg kender det fra alle de mennesker jeg har kendt igennem tiden.
Tillidsbrud er noget af det værste jeg kender til. Og det handler ikke om folk der aflyser en bio aftale med mig i sidste øjeblik. Det er fair nok. Sådan noget finder jeg selv på. Hvis jeg ikke er in the mood, så er der jo ingen der får noget ud af det alligevel..

Medina, den gode pige - hun har lavet en sang. Eller det vil jo så sige, hun har efterhånden brygget en del sange sammen. Og det er hun rigtig nok dygtig til, hvis man spørger mig!
Nå, men sangen..
Omkvædet lyder som følger:
Lige meget hvordan, så tror jeg på når du siger

Det dig og mig for altid..
Dig og mig for altid, du har mit hjerte lige her.
Mig og dig for altid, det eneste mine øjne ser..
dig og mig for altid. Hele livet har jeg ventet her
mig og dig for altid.

Kald mig naiv. Kald mig håbløs. Ja, jeg er sådan set ret ligeglad. Men jeg har lyttet til tilsvarende fra mennesker. Få mennesker. Måske kun et menneske.
Jeg troede på det. Hvert et ord, og hver gang det blev sagt. Der var godt nok en stemme langt inde i mig der sagde det var "for godt til at være sandt". Jeg hørte dig kære intuition. Men jeg var sådan ca lige så vildøv som min hund er når hun ikke er i snor og får færten af et lækkert dyr. Helt væk i det store ord, følelser og håbløs romantik.

Det er efter en oplevelse som ovenstående man måske skulle iføre sig et skjold og ikke tro på alt hvad man bliver fortalt..?
Jeg tror ikke på det kan lade sig gøre i min verden. Jeg tror på hvad et andet menneske - i hvert fald hvis det er et tæt menneske - siger til mig. Især når det kommer til følelser.
Evigheden er død for mig. Jeg tror ikke på mennesker kan leve sammen i tosomhed fra de er omkring de 30 og indtil lyset bliver slukket.
Dertil er vi for komplekse og besidderiske. Måske er det også nemmere at udskifte den gamle kost derhjemme med en nyere og mere spændende model. Et nyt første kys, en ny "første gang", starte på en frisk. Det kan man ikke i et gammelt forhold. Vi er vanemennesker. Kommer vi først ind i en ond cirkel, så skal der så ualmindeligt hårdt arbejde til at komme ud af mønstret igen. Og seriøst - hvem fanden gider det??
Hårdt arbejde er noget man får penge for på en arbejdsplads. Nej nej, så hellere gå hver til sit. Og aller nemmest bare at glemme alt om det der var, eller i hvert fald ignorere. Jeg taler af erfaring.... 
Personligt er jeg utrolig dårlig til at have uafklarede følelser til andre mennesker. Det æder mig op.

Alligevel.. Trods mit kendskab til mennesker. Til tab. Til svigt. Til smerten som mennesker pådrager hinanden, så er jeg stadig nysgerrig. Stadig søgende. Jeg tror stadig på kærligheden. Bare ikke på den evige mellem 2 seksuelt engagerede (i hinanden naturligvis) mennesker.
Forventningens glæde er altid den største. Dette er et sætning i ikke har hørt det sidste til, og lur mig om der ikke en skøn, skøn dag kommer et indlæg med netop denne overskrift? Alt andet ville da være besynderligt. I hvert fald hvis man ligesom jeg kender mine noter og pipelines for emner der skal med på bloggen :).
Forventningen om det man har lige nu det vil være for evigt. Det er jo stort. Problemet med nuet er oftest bare at det er slut inden man når at være i det. Alt kan ændres på et splitsekund. En brøkdel af et splitsekund faktisk.
Dér kan ens evighed, ens forventning og tro forsvinde.
Nuet er absolut også noget jeg vil gå mere i dybden med på et senere tidspunkt.

Èt er sikkert. Jeg er all in på livet! Jeg er all in på alle de følelser livet har til mig, store som små. "gode" som "dårlige".

Med disse ord og denne video med en skøn sang siger jeg tak for i aften :)